Laxdølasaga’s eventyrlige parti, som behandler Olaf Paa’s forlis og ankomst til irerkongen; paa grænsen av purt eventyr holder f. eks. Rapp’s historie i Njaalssaga sig, denne letsindige kvindejæger og aalesleipe plattenslager – jeg tror sagnene om selve Lokeskikkelsen med dens omskapelser o. l. maa ha ydet bidrag til denne ellers fortrinlige karakter-tegning, – eller de gaar begge tilbake til samme gruppe eventyr. Almenkjendte sagn, som Lodbrokssagnet, kan ogsaa spille for sagnemandens øie og avgi træk. Og effekt-jaget kan anta former av rent bondsk skryt; saaledes er det jo utelukket at f. eks. Egil Skalla-Grimmssøn kan ha øvet alle de storverk, der meldes om fra England, hvor helten ruver svær, straks han indfinder sig: han kan ikke engang ha været tilstede ved de kampe (!). Det er publikum som har narret sagnemanden, saa han ikke stanset op paa det kunstnerisk rette punkt, men gled ut i det uhyrlige.
Men ogsaa kunstneriske stemningsbilleder spiller mere eller mindre vagt ind fra helt fremmede motiver og er tilstede ved, ja leder utformingen – en sjælelig analogi-dannelse, hvor skildringen bevisst eller ubevisst, men uimotstaaelig bøies ind under en stemning,
