skakke, hadde stolt krummede næser, brede smukke pander, og de førte sig paafaldende éns, den samme rolige anstand præget deres bevægelser. De nød tydelig sin egen konversations velopdragne og dannede tale. Men skopudserens blik var mat og nærsynt, og hans slanke, svartflekkede haand hvilte slap og dirrende paa skranken; i frugthandlerens store, fordrømte øine lurte et viljehaardt glimt, og hans krøkede benede fingre med hornneglene var som en rovfugls klør …»
Under denne gruppe hjemløse eksistenser vil jeg atter nævne Gylden hevn, den groteske, næsten dæmoniske historie om, hvorledes den hellige Valerius blev plyndret i kapel-kjelderen i en sydtysk by. Her har forfatterens specielle psykologiske interesse møttes med hans kulturhistoriske blik til en underlig visionær virkning av en Dürer’s linjeførende kraft; i det billede av moralsk døgervilde lanseknegter opnaar han at skape et enestaaende billede av selve 30-aars-krigens ufredstid, idet det synske ved hans viden evner at rykke det frem for vort øie, gjøre tid og skikkelser nærværende, levende i al deres rovgriske svigefuldhet, som de var fra idag. Det hele er blit til under mesterens haand som i ett aandedræt,
