det smaker ikke av læsning og papir, det er ikke dansken Woldemar’s minutiøst utpønskede pastiche. En evne alene i slegt med den dyre gave, som var geniet i Heinrich v. Kleist’s kunst. I verdens-litteraturen findes der nok vanskelig maken for tiden.
Men denne Tryggve Andersens specielle art psykologisk interesse har ført ham endnu videre. Den har ført ham til analyse av forbryderen, fordomsfri som hos Dostojevski, men kortere. Jeg nævnte Øster i skjærene, hvor plyndringen uventet sluttet med rovmord. Nu minder jeg om Gullik Hauksveen, som ogsaa er en berettelse om rovmord og et helt livs sammenbitte, tause samvittighetskval efterpaa. Den handler om forbrydelsers farlige tilfældighet, som jeg bare mindes jeg har møtt den hos Verga, idet et lag i underbevisstheten uventet flyter op og faar ordet: En tømmermand holder en høst til paa en sæter og reparerer paa et sel; det er hvad man kalder en bra kar, bare plaget av fortvilede penge-affærer. Saa kommer sent en kveld en kramkar med fyldt seddelbok ind; han har gaat sig vild i skogen og søker hus for natten. Og personerne, som saa pludselig om natten faar ordet i den somnambule mellemtilstand, er: blinket fra
