unau med hoven, skaket sig, saa sæletøiet klirret, humret sagte og la ørene. Fra fjorden bruste det dovt, stjernene glittret, et vinddrag rørte vissent løv og bølget hen, og mørket grodde om gaarden. Det gik i en dør. En lygt blev baaret bak det midterste vindu ovenpaa; sprikende trækroner, flagstangen og dens blinkende kule dukket frem av mørket og forsvandt. Saa knirket en trap, gangdøren blev aapnet, og lysningen faldt gjennem haven og naadde hesten og karjolen…» Det er distriktslægen, som er færdig med diagnosen, og nu skal hjemover igjen. Ordene er enkle; mesterverket bestaar kun i at tingen er ført frem og taler selv. –
Denne sans for de sidste livstegn har selvfølgelig konsekvent ogsaa maattet føre ham til skildringen av forkomne, døgervilde eksistenser. Der har vi novellen Albert Johansen’s sparebøsse, en skisse fra Afrikas fjerne negerbyer med tegning av et norsk og et indisk vrak, skopudseren og frugthandleren: «… Og som de stod slik, var der en underlig likhet mellem dem, trods nordmandens sykeligbleke ansigt og inderens lærbrune hud. Begge bar de fillete lerretsjakker av europæisk snitt, var høie og magre og hulbrystede, med spidse skuldre; begge holdt hoderne paa
