indenfor det sidst avskrællede lag, jeg mener, kort sagt, bare noget andet end en løk.
Man ser ikke saa sjelden skribenter ha det travelt med at hævde at journalistik og digtning dog ikke er motsætninger, de utelukker ikke hverandre; det er næsten mistænkelig saa ofte man indprentes det faktum. For selvfølgelig behøver de to ting ikke at utelukke hverandre! Og det falder én derfor uimotstaaelig ind at i grunden er det jo, ganske rigtig, lettere at forestille sig en stor digter og skrædder i samme person end en stor digter og journalist. Ens tanke vandrer videre paa den forbudne sti, man kommer til at mindes en og anden litteraturhistoriker, naar han er ansat i en avis: han mister langsomt sans og syn for det særegne ved en kunstner, gaar døgnpresse-blind og sløv omkring med et fornøielig alnemaal, som om det var samme sort vadmel han maalte op … noget litt længere, noget litt kortere men éns er det alt! – mens jo nu et alnemaal mindre end nogensinde i norsk litteratur er paa sin plads. Og tanken vandrer motsigelsessyk videre; man mindes egenheter, som gjerne klæber ved en født journalist, naar han digter: Det skorter hans skikkelser just paa evne til utvikling. Jeg har ikke
