optat nogen statistik, men allikevel kan man vel ogsaa vaage at si at denne ikke usedvanlige defekt i den skikkelsesskapende fantasi, denne manglende kunstneriske energi, som der gjemmer sig, at den ikke akkurat repareres ved grottekvernens nære naboskap. Det kan man vel vaage at si.
Journalistikkens grottekvern naadde ikke Tryggve Andersen. Ialfald har han ikke denne egenhet, til forskjel fra saa mange i hans samtid. Han har isteden horisont; beholdt evnen til syn, og der er i hans kunst den sindets konsistens tilstede (som altsaa ogsaa heter karakter) hvor viljen og verkets hensigt viser sig – den mest, om ikke eneste, tilladelige tendens, en roman skal ha. Det er et særtræk ved hans digtning at personerne er under utvikling; deres utvikling er hensigten.
Det kunstneriske krav fornegter sig aldrig, selv ikke der hvor det gjælder gamle, vingeskutte eller sjælesyke væsner.
Disses indre liv er nemlig hans yndlingsmotiv. Og her viser han et nænsomt haandelag som forutsætter større hjertevarme end de sitter inde med, som flagger med den fra knaphullet. Det er vel just denne forstaaelse av mennesker i forfald, som bidrog til at føre
