ind. Det er med andre ord som om evnen hos forfatterne til at gjennemleve, end si: opleve noget, er svækket. Ogsaa det er dilettantisme!
Et saa almindelig træk ved tidens kunst kan umulig være ganske tilfældig; det maa hænge sammen med noget, det har sikkerlig endog sin dype og kanske til og med almene grund, der kan ogsaa være flere grunde. Man kunde saaledes tænke sig, det var noget, som særlig klæber ved et litet folk, hvor intet sker, hvor kunstnernes sans derved er svækket for det i utvikling; – og er man her først kommet ind i en sidegate, blir man gaaende, der danner sig let vaner, skablon og jargon, livløse slagord. Man ser forresten at den defekt ikke bare tilhører de smaa landes forfattere, den er ikke usedvanlig ogsaa ute i Europas store folk.
Det vil selvfølgelig føre for langt her at lete efter aarsakerne til dette fællestræk, – om det da overhodet er mulig at finde dem alle. Men saameget kan man vel vaage at si, at defekten neppe ialfald hænger sammen med stigende litterær karakter i folkene; – og med «karakter» mener jeg da ikke noget mere haardkokt end et fast sjæls-stof, som er under utvikling, som altid eier noget
