populær som ved sin første bok; han stod høiere i gunst, da han skrev I cancelliraadens dage end da han gjorde novellen Hjemfærd.
Man blir undselig ved at komme med det selvfølgelige, men jeg maa allikevel ha sagt det i denne forbindelse: at hos en egte kunstner hjertelag for mennesker og deres strid gjemmer sig egentlig først i selve valget av motiv, dernæst i den glød, hvormed deres liv er skildret, i den intime, ulmende hete som slaar imot én fra selve kunstverket. Allerede herav fremgaar det jo tilfulde, at Tryggve Andersen ikke staar tilbake for nogen forfatter i Norge. – Paa grund av gatehjørnernes skraal om hjertelag gaar det endvidere publikum av minde, det andet selvfølgelige: at hos en saadan kunstner er ikke derfor kjølighet, ja haan utelukket. Tvertimot. Det er kun den anden side av forfatterens hjertevarme; det er ellers ofte der, man sikrest og klarest famler sig frem til hans ansigts skjulteste fold. Ti hvad haaner han? haaner han det uegte, hykleriet, det hule, vindkvernene, smaaligheten? eller haaner han dem, som ligger under i livsens strid, dem med det væskende, syke saar? – Reversen, satiren, haanen har Tryggve Ander-
