er av romantisk art. Det er i det hele et motiv, som ofte vender tilbake hos ham: hallucinationen, personligheten under oprakning, dels som følge av personlig sygdom (Færdig), dels paa grund av sindslidelser. – Jeg indskrænker mig til dette; der optræder nok engang en litteraturhistoriker, som tar doktorgraden paa emnet: de romantiske trevler i Tryggve Andersen’s digtning. For hos ham er det egte, det er hans væsens inderste. Der er det ikke «nyromantisk» mode, der er det andet end «tamarisk-busk».
Av den grund stod han tilslut forholdsvis ensom igjen i retningen; han var en saa betydelig skikkelse, at han koldblodig vraket og valgte, han lot sig ikke indlemme. Grottekvernen naadde heller ikke til at male ham. En stor og rank skikkelse midt i «sølvalderen». Derfor blev han ensom. Tilslut en illustration paa selve misèren i det litterære Norge. –
Men der er et andet almentræk, som er fælles for tidens litterære kultur; jeg nævner det her i denne indledning fordi det visselig ogsaa er med at bestemme Tryggve Andersen’s forfatterskap. Det træk er kanske i høiere grad særeget norsk og gaar forsaavidt længere tilbake end de før nævnte egenskaper, som tilhører nitti-aarenes specielle overgangssta-
