dium; ialfald: at trækket kan holde sig saa merkelig længe, det maa være noget særeget for smaa, folkefattige lande, hvor alt har saa et for at stivne i vane. Det er tillike et lumskt og litet tiltalende træk, det er et leflende træk, om ikke født, saa dog opalet av politik og stemmefrieri blandt urvælgere. Det har nemlig været en smule almindelig i vort kjære fædreland at stille sig op paa gater og stræder og fremvise sit «hjertelag». Man har gjort vældig væsen av at man ikke vilde saameget som eie en orden; men den orden har man ustanselig villet ha dinglende ved knaphullet.
Naar en mand har for vane stadig at ta frem sin pengebok og smelde sine lôver ned i dens gule lær, da smiler man, da vet man at slikt gjør ikke den virkelige rikmand: den vane røber at manden er uten øvelse i det at eie, han er dilettant i det. Saaledes smiler vi i vort stille sind, naar det gjælder lommebok og sedler. Men naar f. eks. en digter ustanselig slaar sin haandflate mot sit spækkede hjertelag, – eller naar døgnpressen bestandig ved landsulykker skynder sig at meddele: vort blad var den første paa pletten med sin sæk klær til de brandlidte, ja saa smiler kanske bare nogen faa slik og spør:
