ret til i den at se et rids av hans eget arbeidsbord, noget av et personlig skrifte om det, forfatteren selv forstaar ved egte kunst. Det gives indirekte, paa vrangen; novellen skildrer nemlig det store; svimlende øieblik, da en kunstner, som før stred mot publikums uforstand og led økonomisk ved det, allerede har jasket sammen en intetsigende og upersonlig bok som pludselig gjør vældig lykke: Det er altsaa ikke noget hekseri! «kunsten» bestaar jo bare i at late sig selv til med samt den kunstneriske moral … «Hans digtning skulde herefter være for tusenerne i landet, ikke for kunstfanatismens krøplinger.» I den studie kom Tryggve Andersen fristelsen i forkjøpet og al den litterære opportunisme, som med slikt held hvisket pennefolk i øret, at ubestikkelighet i Norge er dumhet, fordi den betyr økonomisk misère. –
Ellers bærer Tryggve Andersens kunst mange merker av den nye tid, som han i nittiaarene var med at indvarsle; endnu den dag idag peker den tilbake til selve bevægelsens ophav, dens positive mening. Der er nemlig en ulægelig romantisk splint i hans øie; han er den egte romantiker blandt hine oppositionelle fra nitti-aarene. Ja, jeg tror neppe norsk litteratur, troes hans forms faste realisme,
