rioden falder en og anden litteratur-ven vanskelig, de finder ikke fællesformelen, bl. a. fordi perioden for enhver pris skal betyde direkte fortsættelse av de gamle, – og da maa den jo betyde nedgang. Eller som det het i det gamle Rom: sølvalder. Naar der ingen enkelt dominerende retning gives, maa det ta sig ut slik for dem som vil se paa forfatterne som paa en trop vel indekserserte soldater. Og i aviserne støtte man ofte paa anonyme artikler, skrevet av en eller anden veteran og personlig ven av en guldalderskald, der man i slet dulgt skadefryd forsikret at nu hadde da Norge gjort fra sig i litteratur og digtning; der var i høiden litt skulptur ugjort tilbake, og litet grand arkitektur kanske. Nu vilde bourgeoisiet dog, ved gud, engang ha fred! … Træthet og overlæssede hjerner er forresten ogsaa et almeneuropæisk fænomen; blandt kunstnere reagerer den neurasteni som utadvendt kraftkultus og «amerikanisme», hvor jo historien ikke tynger; eller søker utslag som «futurisme» i det gamle Europa, hvor man forlanger al last av kunst-tradition kastet overbord.
Den litterære misère er der. Der er det sølvalder i Norge, og kanske mere til. Men ikke forstaat paa veteranernes maate. Der
