«problem» og «tendens», og der lød underlig uklare hærrop om psykologi isteden eller noget slikt som: ned med den dramatiske kunst! – og jeg husker ikke alt det løierlige. For andres vedkommende igjen stak «bruddet» med de gamle digtere i at man ganske enkelt bare hadde faat vel meget problem-litteratur tillivs og for øieblikket var litet grand matlei, men egentlig ikke i noget principspørsmaal; man ønsket kun plads for et litet intermezzo lyrik. Det var nærmest denne fylking som het «nyromantikken». – Jeg springer her over denslags foreteelser, som naar man iblandt flakset og sloges med de gamle bare om pladsen paa Parnassets trange fugleberg; for dette komiske, men noget gjængse litteraturhistoriske fænomen har litet med aandsliv at gjøre. Og navne nævner jeg med vilje ikke; for jeg leter kun efter almentræk, som skal brukes til tegning av en bestemt bakgrund, – og navne dækker desuten heller ikke altid trækket; dækket de det kanske engang, gjør de det ikke nu længer.
Den sidste mandsalder kom altsaa i det hele til at svinge litt usikker for modens vinde. Jeg skal ikke regne dem op alle. Man fik bl. a. ogsaa det man kaldte den «stiliserende» retning, indledet forresten ved Ibsen selv:
