først si: reformere samfunds-instinkterne, skape almen-aand i den beseirede formalismes sted; det er ikke ganske frit for at der endog krabber folk omkring paa døren endnu. Likesaa i kunsten. Ti kampens stikord kan gjøre døv og blind for nye opgaver, den eier ogsaa sin formalisme. Man skulde paa liv og død være motsat og si nei. De troende opfandt av den grund bl. a. en mystisk lastefuldhet, som het at «høre til paa den anden side» – jeg har selv oplevet de ord fra saamangen fribaaren mund – og som med samvittighetsangst skulde pigge folk kunstig sammen i grupper; synds-begrepet var dunkelt, væsentlig fordi man sjelden fik klart rede paa hvad der hørte til paa «den ene» side, nemlig paa oppositionens, og naar man idag ser hvor de mange av dem er havnet, som i den tid skræmte én for manglende radikalisme, har man kanske dobbelt grund til at karakterisere oppositionen som desorienteret. – Det billede av aandsliv frembyr tildels hin overgangstid. Som jo rimelig og naturlig er. For enhver saadan lænket opposition kommer helt at avhænge av det man skal motsi. Og her er der atter parallel med enkelte radikale fremstøt i samtidens politik, hvor man mente at hævde sig
