og usigtet, det de saa. Men de «komponerte» sine verker.
Men i det øieblik, man saaledes litterært ikke længer nøiet sig med foræringen og den lettelse i komposition, som laa deri, blev der usikkerhet, forvirring; man vimset, veiret; det var trods enkeltes aller helvedes mine et negativt stadium: «Nittiaarenes unge». Det var i grunden yderst faa i kunsten som ikke fortumledes i det døgervilde øieblik.
Men kanske allikevel var hemmeligheten ved dette stadium egentlig at motstanden blandt godtfolk mot de gamles kunst var brutt; der manglet med andre ord den orienterende støtte, som en opposition altid er for den program-vage. Selve seiren forvirret, idet kamplysten var der, men fienden var der ikke. Og forsaavidt har situationen sit motstykke i samtidens politik, dengang det liberale parti efter vældig, aarelang kamp brøt døren ind med brak og larm: da blev der ikke saa faa liggende fremstupes op paa døren, krabbende omkring i uformindsket stridslyst, hamrende løs paa den under de gamle hvæsende slagord, som om stængslet endnu stod like helt ret op ned i væggen, – istedenfor altsaa at gaa i gang med at indrette det nye, erobrede rum efter sit program, det vil vel
