som bræsket sig, og nøisomme androgyner, som svajet i elegisk hyldest. «Bohêmen» var nemlig ikke store tænkere; de gav sig ut for det, og det kunde ta sig slik ut, naar de f. eks. boltret sig med problemet «viljens frihet»; men de var det i grunden ikke. Der var litt av haardkokt skolastik ved dem, litt saan bare logik. I Johan Ellefsen’s bok for en to-tre aar siden (Doktor Friis) er vel først her hjemme dette manglende, hulheten, bluffet, fint og i al stilhet avdækket. Men «bohêmbevægelsen» selv gav faktisk allerede dengang, omkring 90-aaret, uforvarende det gamle, nemlig «tendens»-litteraturen, naadestøtet; det var den selv, som besørget det: ulivssaaret kom indenfra. Instinktivt reiste selve de unge sig mot den seksuelle og anden seminarisme. – Prokurator-tiden var forbi: man begyndte at titte klienten, selve den forurettede, i hjerteroten.
Ellers spiller der nok ogsaa ind et moment til her, og det er av mer almenmenneskelig art, det ligger i selve aldersforskjellen mellem ung og gammel: De unge opfatter tilværelsen gjennem noget andre organer end de gamle, de opfatter mer med ytre sanser, med synet, hørselen, med epidermis. De gamle opfattet med tanken; derfor virket det stundom grovt
