hæng. De hadde til opgave at gaa løs paa gold formalisme i moral, i statsstyrelsen og hvorhelst den fandtes, i kamp for individuel frihet; de optraadte for skranken, førte sak; de hadde sin selvskrevne klient: den undertrykkede og forurettede, som eo ipso og a priori hadde ret; – og hos Ibsen forstørret dette schema sig til hans bekjendte dualisme, som jo egentlig bunder i teologi. De fik derved alle verkets komposition i foræring. Kunstnerisk set er nemlig den saakaldte «tendens»-litteratur intet andet: kompositionen, det vil si: motsætningen, spændingen, reisverket, fik de folk i skjænk. Saa sprængte tendens-litteraturen sig selv ved Hans Jæger’s bøker og den saakaldte bohêmbevægelse – jeg tænker her kun paa dem, som var med liv og sjæl «bohême», ikke paa den flok strebere og naragtig bourgeoisi, som hegtet sig paa og færdedes iblandt dem bare for at bemerkes eller av andre intetsigende grunde. Den bevægelse forlangte frihet i det seksuelle, hvilket blev et helt igjennem sterilt begrep, idet man ved definitionen glemte en ikke uvæsentlig side ved det, nemlig barnet, driftslivets hensigt og ialfald resultat, forsaavidt der skal være tale om fuldblods mennesker; Eroticon kom isteden delvis til at befolkes av halvmænd,
