de momenter muligens heller ikke er vort uvigtigste vern indad inden stammen selv, imot merkantilismen og kulturløsheten hos nybakt rikfolk.
Men hvis disse dyre slegtskapstræk ikke skal utviskes i Nordens bevissthet, gælder det for de tre stammebrødre, i aandslivet og i kunsten at være agtpaagivende og lydhøre likeoverfor hverandre: det gjælder f. eks at holde sin haand over og trække frem den digtning, som er den egteste hos den anden, den mest karakteristiske, den umondæne. Ti alene i den finder man til syvende og sidst igjen hint særpræg av vor evige, store likhet, minderne fra det fælles dyre ophav.
Det er ikke altid den digtning som ligger ytterst ute paa læberne eller tungespidsen. Det er som regel endog ikke den.
Efter Ibsens, Jonas Lies og Bjørnsons’s tid, det saakaldte «gjennembruddets» tid, har ogsaa norsk kunst hat mange retninger eller moder. Hine gamle famlet ikke, de var ikke i tvil; for dem, ialfald for de naive av dem, var politik den høieste form for menneske kjærlighet, det dypeste uttryk for sammen-
