or et aars tid siden kom jeg til at skrive en artikel om samhørighet i Norden, som der kanske blev gjort litt ufortjent væsen av, idet den jo ikke indeholdt andet end hvermand i grunden visste: at den indre styrke i Skandinavien – om krigens vargklør ogsaa skulde strække sig ut efter os – kom til at bero paa vor bevissthet om fællesskap i aandsliv; jeg nævnte stammens fælles saga-tid med fælles digtning, jeg nævnte likhet i folketype den dag idag, slik som den bl. a. træder frem i den egte digtning; og for det tredje: naar der var nuancer her, da tjente de kun til at supplere hverandre. Efter min mening var det særlig disse momenter, som skapte den indre spændstighet; den glød, som i tilfælde kanske kunde bringe en voldsmand til at stanse op før forbrydelsen og betænke sig to ganger, eftersom deri stammens hele udræpelighet laa gjemt: udaaden vilde muligens i det lange løp ikke lønne sig … Jeg føier nu til at
