det bortkastet møie; og sprogets høieste virkning, mønsterstilen, kom da til en viss grad til at bero paa om den personlige stil med dens egenheter blev holdt i tømme, trængt tilbake. Sagaens reisning, dens enkelhet, ja dens styrke hænger sammen med dette mundtlige og umiddelbare forhold til publikum, derunder skaptes dens «klassiske» form; men det er ikke det samme som om man vilde hævde at f. eks. stilen i en fuldkommen avisleder fra idag følgelig er et nutidssprogs skjønneste blomst. Saa galt stod det ikke til med sagaen. For det første, fordi en sagafortællers publikum allerede ved sin interesse laa kunstnerisk meget høiere end den flok tilfældig sammenkrafsede abonnenter, som bestemmer den moderne avis-stil; sagaens publikum var et godt publikum; og der blev intet direkte kelner-forhold – det ser vi jo hvor fører hen: til ordforraadets fattigdom, til vendingens ensformighet, til aandstarvelighet. Dernæst stod sagafortælleren langt friere av den grund at han og forsamlingen sat i enfold og god tro: deres høieste maal, midt i den ubevisste partiskhet og heltekultus, var dog at erkjende virkeligheten.
Men selv om han ikke behøvde at skjælve av servil ængstelighet for at miste, om saa
