den hete sol ikke kunde holde det øie med menneskene, tok ogsaa ordets kunst der syd anekdotens flagrende form, helst med et point i sigte. Maaske kan paavirkning fra latin ogsaa ha spillet hemmende ind, mens mundtligheten i norden i saa henseende var ganske fri og selv-alet. Jeg tør ikke gaa videre her; en æstetisk undersøkelse og sammenstilling av middelalderens prosa-kunst – ættesaga og novelle – er nemlig et emne for andre end dilettanten. Jeg mener ikke egentlig at man under en saadan vurdering skal stille sig op med den bedste islandske saga og den bedste italienske novelle i hver haand og kjende, hvilken kunstnerisk veier mest; for ingen kunst lar sig i grunden sammenstille paa den maate, slik som vore moderne anmeldere gjør for at skaffe forlag tjenlig averteringsstof og sin avis den ikke foragtede avertissementsrute. Men ved en sammenligning mellem saakaldt «romansk» og nordisk prosafremstillingsevne støtte man kanske paa mangt centralt træk, et og andet dyptliggende skille, ja, det er ikke utelukket at man vendte tilbake med øket indsigt ikke bare i en digtnings ytre og indre bygning, men i selve ordets kunst. Ikke blot sydens og nordens ytre virkelighet og natur er forskjellig; men man vilde ogsaa
