fald; Egil likesaa ved sønnen Bodvar’s død. Der er endvidere ytre begivenheter som nærmer sig skablon, f. eks. – for at holde os i Egilssaga – Skalla-Grimm’s konflikt med og optræden likeoverfor Harald Haarfagre paa Voss, der han kræver sin ætte-arv i Norge, er ganske analog med Egil’s likeoverfor Erik Blodøkse: der dukker endog op paa selvsamme maate en hjælpende ven – Ølve Hnufa første gang, Arinbjørn anden gang. – I den vinterlange ro, hvor sagnemanden ordnet stoffet, har altsaa typer hat lettere for at ridse sin skarpe profil end i syden; selv hvor disse nærmer sig karikaturen, er de psykologisk vel underbygget. Til disse hører f. eks. den gamle kostelige knark, som under aarenes vegt indser at nu maa han vandre heden, men som blir ondskapsfuld, av nid mot dem som times at leve videre: Viga-Rapp i Laxdølasaga, som forlanger at begraves staaende i selve eldhus-døren for at kunne gaa igjen og ruske efter tjenestefolkene efter døden; det er en aandelig bror av den olme Bøgifotr i Eyrbyggjasaga, og av selve Skalla-Grimm med. En fornøielig skare kaller, som ikke er mætte av dage, men som er blit arge av – vitalitet.
Og just fordi novellen midt i mylret under
