de gik splitter nakne midt paa dagen. Det skulde de ikke gøre længer nu. Og derfor sad mor hans her og sømmed understak til kærringerne, for de laut ha klær først. —
— — Hun sad der borti sofaen, Eli, mor hans; — hos præstefruen, gigtbroten og mager og bleg. Præsten hadde selv sagt, at Eli Leite skulde sætte sig der.
Det var blit aldeles stilt, da hun kom ind i stuen med Vetle-Ivar. Men saa med ét begyndte kærringerne at kviskre og tiske saa smaat. Ivar skønte ikke, hvad det var, bare tog mor sin i stakken.
Men præsten saa op: «Jeg har selv bedt Eli komme idag,» sa han alvorlig og la vægt paa hvert ord.
Saa tagde de. Bare Vetle-Brita, som sad med et nøste, vilde ikke gi sig, saa Ivar; hun la sig fremover til Pera-Jon’en, en av ungerne,som sad paa andre siden av ovnen, og kviskred høit: «Ka ska Huldraa her i præstagaren?» Hun kaldtes almindelig saa; hun bar slig mængde haar og hadde en kryll paa ryggen og gik foroverbøiet; — og kanske det var for de blaa, stive øinene hendes ogsaa. Det var bare ungerne, som brugte det navnet.
