«Ja; — aa sitja i sofaen og!» svarte Pera-Jon’en.
— — Men det var det samme. Præsten likte mor hans, det var greit, det. Saa kunde det være slig slag, hvad Vetle-Brita sa! — — Nu fik hun sidde atved præstefruen, mens mor til Brita, Lisbet Holmen, maatte sidde ved bordet henved ovnen næsten.
Aa, præsten var en gastakar ligevel! — — Ivar sad og lydde paa det bløde knirket fra stegene hans. — — —
— Der kom en svær vindflage, som rusked stærkt og sled bortefter husvæggen. Præsten gik hen til ovnen og la hænderne om den, én paa hver side. Saa snudde han sig, strøg den ene haand blødt om den anden og saa nedover stuen, hvor kvindfolk fra bygden sad og strikked for hedningemissionen; siden, ud paa vinteren, skulde der være udlodning og trækning oppe i skolehuset.
Ja, han hadde bedt hende Eli Leite komme derind denne mandagskvælden. Det glæded ham at ha hende her; hun var paa omvendelsens sti.
Eli Leite hadde stjaalet en sau fra enken paa Neset, nu sidste smalehentingen fra fjældet var, og merket den om med sit merke. Hun hadde nok længe nægtet og synt dem, at merket
