i øret var hendes. Men paa resten maatte hun gi sig. Folk saa, der hadde været et andet merke før i øret; det var jo og saa snøgt gjort at lage et «svalemerke» av en «kluft» — bare at klippe en vik indover i øret paa sned, saa stykket gik ud. Mange kendte ogsaa sauen igen paa andre ting. — Og saa trued de paa Neset med melding til lensmanden.
Da var hun kommet ind til præsten rent overgit og hadde angret inde paa kontoret.
Og da var det, han bad hende komme igen idag. Hun kunde ikke fortjene noget ved det, det maatte hun ikke tænke; men en Gud velbehagelig gerning var det, som øged evnen i én til at tro og bøied hjærtet. Det kunde en saa stor synderinde som Eli Leite ha godt av. — Hun hadde ikke hat noget pent ord paa sig, den tid hun var ung; hun hadde hat lag med forskellige løskarer, paastod folk; men støtt hadde hun været heldig til nu paa sine gamle dage, da far hans Vetle-Ivar kom. Hun var ikke til at tro nu heller saan, sa somme; men det mente ikke præsten. —
— Præsten kremted; han vilde holde en liden bøn. Mens han bad for dem, som sad i dødens land og skygge, uden haab, uden tro, uden liv, og nedkaldte Herrens velsignelse til deres arbeide
