i vingaarden, stod han og saa paa hende hele tiden; hvad han sa, faldt i god jordbund, det hadde han forstaat paa hendes anletsdrag og paa de Sky, graatfyldte øinene, som dog endnu ikke turde se op paa ham og fortrøstningsfuldt tilegne sig naaden.
Ja, tænkte han, da han begyndte at drive paa tæppet igen, op og ned gulvet, og smilte tungsindig, hun Eli Leite er ikke det samme mennesket længer, hun.
Han var saa glad! —
De snufsed og snød sig ovenpaa bønnen. Saa blev det stilt, — bare spøtepinderne, som rendte mod hverandre, og saxen, som en og anden gang gik paa det lange bordet foran præstefruen, hvor man skar til klær, der de kyndigste sad.
Vetle-Ivar saa bort i sofaen, hvor præstesønnen holdt til. — — Det skulde været saa gildt at faa spelt sig med ham engang! han var vel en 8 aar ligesom han. Men præstefruen raabte paa ham, strax han rørte paa sig; hun var saa ræd, han skulde komme bort til ovnskrogen og lære stygt. —
De var lidt ældre end Ivar, ungerne, som sad opved ovnen. De hadde ikke synderlig at gøre. Et par jenter holdt paa at nøste. Men Pera-Jon’en sad og kasted træspaan bag ovnen paa
