Det var noget andet end tyriflisen fra gruen hjemme hos moren paa Leite!
— Og saa blødt og stilt alt! — Det var saa langt borte, uveiret udenfor. Høststormen kunde faa druse paa, det den vilde, og gerne drive regnet mod vindusruden i store draaber, som siled ned og smaasmaldt mod sprosserne. — Og hvad brød han sig om, at en og anden gren fra vedbendsbusken skrabed og knirked i bordvæggen og napped i snøret, som holdt den indtil! Og der fôr ikke noget rykk av uhygge gennem ham, slig Som hjemme paa pladset til mor hans, hvergang et blad kom seilende mod ruden og krafsed nedover. —
Han snudde sig om mod præsten, som spaserte op og ned paa gulvtæppet med svart lue paa.
— — Aa, saa snil han var den gamle præsten, at han vilde ha ham og mor hans her i kvæld! — De skulde være med og arbeide klær til nogen fæle fo1k, som kaldtes hedninger, og som bodde langt, langt borte, saa langt, at én stod i fare for at dætte udfor og bli væk med det samme, naar én vilde reise did; præsten hadde sagt, at de leved næsten bent under dem. Han var det og skoleholderen, som først hadde faat besked om dem. — — Disse fæle folkene hadde ikke klær;
