— Vetle-Ivar stod med hænderne i lommen, støttet mod dørkarmen, og pirked og strøg med stortaaen bortover ankelknogen paa den anden fod; han syntes, det var leit, at hun skulde spandere, — han vidste, han skulde si noget om kostnaden, han satte paa hende. Og han prøved ogsaa, men han hadde ikke mod til at faa det frem, slig som det skulde være.
Han saa, det blev en god bete; hun tog sirup paa ogsaa.
Han kremted saa rolig og ligesæl, han kunde, for nu saa han, hun var meste færdig med beten.
Han rakte ud haanden for at takke, da han hadde faat den.
«A! — du gjer’ ikje te takka,» skøv hun haanden hans væk. — —
— Nede ved hølen laa klærne, gule uldskjorter og blaa vadmelsstakker og røde kvindfolkesokker.
Gurina trak stakken sin frem foran, la den dobbelt under knærne og huked sig ned paa skarvet. Saa trev hun efter banketræet og gav sig til at banke.
Ivar krabbed op paa en sten i braatet, bag Gurina; han vilde sidde og se paa hende, naar hun vasked; — og det kunde han ikke, naar han
