Side:Kinck - Huldren.djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


sad fremmenfor hende, for da kunde hun ogsaa se paa ham.

Han bed og sled i beten, knepte i nedre kanten; sirupen var istand til at smette ud ellers. —

Gurina dupped klæsstykket ned i hølen og skolled, frem og tilbage trak hun det, slap det i ene enden og tog det igen i andre; det skvalte og det plasked; og det risled og rann av det, naar hun drog det op att paa stenen. Saa tog banketræet til at gaa igen.

Med ét stansed hun og reiste sig «Aa—!» ynked hun og tog sig paa knærne; «vette so laak onde kneaa!» —

Men saa la hun Sig nedpaa igen.

Vetle-Ivar la beten fra sig. Over stenen, han sad paa, laa et stykke graa mose. Det flækked han varsomt av og stillte sig ned til hende; han stødte til knæet med det, forat hun skulde flytte paa sig lidt. Hun tog det og trak det under sig: «No va du gjild, — Ivar far,» sa hun. Han var alt oppe paa stenen sin igen.

Han skæmdes, her han sad. — — Aa du! om nogen af ungerne hadde set ham nu! —

Det gjorde ondt i ørene endda og i halsen efter det, Anders hadde baaret ham. Han prøved