seg ned paa maven; han sad og saa udover mod smaabølgerne, som rulled med solblink ind i osen.
Gurina gik: «Jaja, æ da so, du ve vera mæ, fær du koma daa.»
Vetle-Ivar reiste sig og gik efter.
Oppe i hølen sa Gurina: «No kan du gaa mæ heim fyst aa faa deg ein bete.» Ivar fulgte uden at svare. «Da æ vel so so so mæ kostholde dit, spaar eg, — — stakkars trave,» la hun sagte til og sukked.
«Sjaa, ken æ snabbast op braate!» Hun holdt stakken op foran og tog renne opover bakken. Ivar skridted ud, det han kunde, og prøved sætte foden i hendes spor; men han blev bagefter.
«Nei, eg fær nok hjælpa deg, eg.» Hun tog ham i haanden og drog ham efter, saa skridtene blev endda længre.
Han syntes næsten, det var leit og; — men han skønte, hun var glad. —
— De kom ind i kammerset hendes.
Midt i sommer hadde hun laget det saa, at hun fik flytte fra gamle sagføreren, og bodde nu til leiings i eget kammers; hun likte sig altid som «husataus,» naar hun kunde spinde og væve for folk i eget kammers og om somrene ligge paa bygdestøilene og mjælke. —
