Vetle-Brita; hun sprang paa volden og hopped skiftevis paa én fod, opspilt og fyldt av det, som var hændt.
«Neigu livde ho ’kje rævaa, mor hans, den gaangjaa likavel,» forsikred Pera-Jon’en.
«Ja, faa sjaa deg bak daa!» skreg Laavikj’en, tog tag i buxen hans og dreied ham rundt efter den, saa Ivar var ved at falde.
«La meg vera!» sa Ivar og slog efter ham. Nu var der kommet graat i stemmen hans igen. Han sprang nedom huset og rundt op igen. De andre efter.
«Sjaa, om dar æ blo!» skreg de.
Vetle-Brita dansed i tunn i mosen og hudde hen i luften: «Vetle-Ivar ha faat pisk, — Vetle-Ivar ha faat pi—isk!» —
Moren kom ud i døren — hun hadde hørt — og fik tag i Laavikj’en. «Utangje!» skændte hun og gav en lusing og endda én. Saa slap hun ham.
«Aa du, din skjetongje!» Hun mente Vetle-Brita. «Berre eg fekk tak i deg, sku du faat pisk, du og!»
Laavikj’en sprang, og Vetle-Brita og de andre. De var rædde Huldraa, naar de var op ved husvæggen hendes.
«La han vera, so han æ, stakkars guten!» la hun til.
