«Huldraa!» raabte de. «Huldraa!» Saa blev de borte bag olderen nede i osen. —
Vetle-Ivar fulgte langsomt efter ungerne; men han drog sig bort bag en olderstu, forat ingen dernede skulde se ham. Her stod han og sled av smaakvister, putted dem i munden og tygged barken av, den ene efter den anden, saa han blev rød i mundvigerne av sevjen. — —
— — Dette med statshesten og Borken var under1igt; han kunde ikke begribe det, — bare ligesom kende sig frem. —
Ungerne sad i klynge og sigted fjæresand mellem fingrene, mens de snakked sagte og grunded paa, om han Ivar var blit pisket til blods. Tilsidst tagde de helt stille, bare sigted sanden. Solen blinked og brann paa de smygende, smaa sjøer, som bar paa rygg op i fjæresanden snefjæld, som tindred stilt.
Men saa fik én øie paa Ivar i solskinnet attom olderen. «Oi, dar staar han aa lure att!» skreg han. De snudde sig, og Laavikj’en, som hadde faat lusingen, sprang op og hev en kvass sten ind i stuen, saa den skar barken av ungolderen.
«Ken æ du son te?» raabte han. De andre lo; derfor gentog han det.
