hun. Han skønte, hun fik hug til at dænge ham mere nu, da hun saa, han reiste sig.
«Du kan berre voga deg!» trued hun.
Han lod, som han ikke hørte, og trak vegt i buxelinningen.
Det ægged hende, at han gjorde det saa rolig: «Din — din — din lausongje!» skar hun i. «Du likna paa far din, ger du. Ikje framfær i daaka elde nokeslag! — da einaste; han gjor’e, va deg; — men daa ska du tru, han va kar te ha seg onda, traven!»
Ivar rømte ud av kammerset og snørte hyssingen om buxelinningen. —
Ude ved husnaaven stod ungerne og vented.
«Va da gott te faa pisk?» spurgte Laavikj’en og lo stilt.
«Va da gott te faa pisk?» gæped Ivar efter ham; han gjorde underlæben saa lang, han kunde. Han var ør i hodet og tyktes, han næsten ikke kendte ungerne igen; han var blit saa uvørren og lige sæl med dem. Han for or træskorne, spratt og sprang bortover græsvolden; det var, som det brann under sokkelabben. Han hopped i, saa han kom siddende ned; de skulde se, han ikke var saar bag. Ungerne sprang efter ham.
«0i du, eg høirte alt ut, kor rise gjekk,» sa
