ved husnaaven og lydde; han forstod nok, de vilde følge med indover jordet. Han illskreg og sparked, men hun holdt, og riset suste tætt i tætt. Han gav sig til at dænge hende med knyttede næven bag paa laaret; av og til kløb han. Men tilsidst maatte han gi sig, og han skreg ikke længer saa stærkt. Han prøved bare at ta sig bag med den ene haand for at live mod riset; hun skøv den væk og pisked.
Han gled ned fra knæet; hun var ikke god til mer. Han blev liggende og graate ned paa gulvet.
«Æ da sovore, du tenkje te ta deg te, naar du vette vaxen? — staa op i storegaren og glaapa!» Hun graat i mælet.
«Ris op, seir eg!» Hun slog med bjerkeriset i haanden, saa det suste; ansigtet var blegt, og øinene stridstirred.
Vetle-Ivar reiste sig sagte; ringen var mørkere end ellers under øinene, som næsten var lukket, men midt paa kindet var en let-rød flæk. Pusten gik tungt. Det kendtes, som han skulde ha lauget sig, syntes han, da han begyndte at gaa. Og han tænkte ikke længer paa ungerne ude ved husnaaven.
«Ve du gaa slik, mæ brokjaa nere?» skreg
