Ungerne kom frem fra krattet, over stengarden og vælted indover bøen.
«No ska me faa høira paa laat!» mente de; Vetle-Ivar var kar til at skrige, naar han fik pisk. —
Ivar drog sig ind paa bænken borte ved vinduet; han sad og tagde og pusted.
«Kor ha du vore, spyr eg?»
Ivar trak den venstre haanden op av lommen mod øiet.
«Va da dify, du ikje vilde eta te nôns, — slarv!»
«Opp i storegaren,» hixted han.
Hun tog tag i vesten igen og trak ham frem fra bænken bort i den ene krogen i kammerset, for paa hjælden der hadde hun riset liggende.
Nu storylte Vetle-Ivar i ét. Det var saa illt at faa pisk. — Det skar i ørene paa moren, og hun prøved at riste ham stil. Men det nytted ikke. Hun fik gøre det snøgt, saa det ikke hørtes for meget ned i osen og bort paa Neset; det gik saa titt paa, dette levnet, nu.
Hun løste lærredsbroken, mens han holdt igen, og tog ham over det venstre knæet. Men nu blev han saa fortærende sint, da han kendte sig bar. Og saa vidste han, at ungerne stod ude
