— «No; ha du ’kje grave deg heimatt endaa?» skreg Vetle-Brita, hun blev var ham bort ved staldvæggen.
«Kor titt ska ein snakka te deg?» spurgte én.
«Men no ska han ne att; aa da snøggt og!» loved Pera-Jon’en.
Vetle-Ivar gled sutrende nedover tunet langs haktorngærdet, som skilte mellem lensmanden og sagføreren De andre strøg efter: «No ska me jaga ’n heim.» —
«Ja, aa høira, ka Huldraa seir!»
Det bar nedover med hujen og skrig. Ivar tog træskorne i haanden, hopped tætt i tætt og sprang og graat, over le’et, op paa stengarden og bortover mosehaugen. Av og til kom en sten smældende for at friske paa ham. —
Bort paa bøen mødte moren. De andre gemte sig bag olderkrattet, som stod paa begge sider veien ned til sjøs.
«Kor ha du vore?» sa hun.
Han svarte ikke, slap sig anpusten ned i mosen og for i træskorne.
Hun letted ham op efter lærredsforet i vesten og skøv ham fremfor sig bortover bøen og ind i det vesle kammerset, hun hadde til leiings. Han storylte av og til.
