Vetle-Ivar fik gaa ned igen til vinduet og glaape. —
Der stod de endda attved hverandre, hver i sin baas og godknægged og aad; det var som kendsfolk, som hadde truffes efter langt fravær.
Han slap sig ned igen fra vinduet og blev staaende stille en stund ved væggen.
— Han hadde aldrig set paa magen!
— — Aa, han skulde hat slig hug til at lure sig ind i stalden og pisket — og pisket — og pisket, begge to, men mest grahesten, — til blods, saa blodet rann ned over lænderne! —
Det klødde i fingrene, og han bed tænderne sammen.
— De styggabeistene! — at de skulde ha lov til at bære sig slig! —
Han kløv op og kviskred ind paa ruden:
«Du ska faa pisk, du ska pinedø faa pisk!» —
Saa slap han sig ned og blev staaende ved væggen med halvlukkede øine.
— — Han hadde alt en pisk, en svær én, og stod i stalden og peiste. Og grahesten gik paa toben, fordi det gjorde ondt, og sled sig og sprang ud, bort fra Borken, — og kom aldrig igen mer.
Det frøs gennem ham. —