frem over rækværket og saa ned i kirken efter moren. — Aa, han hadde saa gerne været hos hende i steden! — Og nu, naar de gik, skulde vel Pera-Jon’en finde paa et eller andet fantestykke, i trængselen nede i døren, for der kunde ingen se det, — klybe ham bag eller kjete ham; — Han strakte sig fremover igen. Det var underligt, at moren ikke var at se; hun maatte da være kommet. — — Ja, for ellers blev han ifølge med Pera-Jon’en og Laavikj’en veien udover ogsaa alene.
Han saa løst bort over lemmen. De sad jo allesammen og tog imod prækenen, han hadde ikke lagt merke til det. Og præsten slog med næverne i stolen, saa det smaldt, og sa noget av og til.
Vetle-Ivar spratt op, da han satte sig. «Oi-j!» skreg han. Det hørtes udover lemmen; det var netop stilt i kirken, præsten tog sig en pust. Laavikj’en hosted i saa høit, han kunde.
«Ve du teia!» Pera-Jon’en kløb ham i armen av al magt og prøved at dra ham nedpaa bænken igen; men han vann ikke.
«Hoi-joih!» tog Ivar det op igen, med graat i angsten. «Pera-Jon’en stikke meg mæ naale mitt i Guds hus!»
Pera-Jon’en slap Ivar, og han og Laavikj’en flytted sig bort fra ham ind paa bænken. Teig-
