paa bænken, saa han fik mindre plads. «Ho kan mærkja smalen, kan ho,» kviskred han til Laavikj’en saa høit, at Ivar fik høre det.
Saa blev det stilt; og Pera-Jon’en trak trøieærmet nedover den blaa pulsvanten. —
Vetle-Ivar snudde sig rent væk. Dette var saa illt; ungerne kom med det støtt, naar de aptes med ham, at han var Søn til «Smala-Eli». — — Bare han var blit dernede i kirken og ikke fulgt dem! — men det gik vel ikke an at gaa nu, for præsten kom alt paa stolen.
Han folded hænderne og stod stille en stund. Saa begyndte han at be, da alle hadde hostet fra sig, saa han kunde faa komme til.
Vetle-Ivar folded hænderne ligesom han; og det gjorde Pera-Jon’en og Laavikj’en ogsaa. Alvorlig og Stille sad de og luded med hodet; være alvorlig og folde hænderne, det var at være andægtig, det, hadde mor til Vetle-Ivar sagt. Og det laut én være for al den del, naar præsten talte i kirken, om det var saa til et brudepar paa en virkedag.
Samme præsten var færdig og hænderne faldt fra hinanden, skøv Pera-Jon’en Vetle-Ivar længer ud paa bænken.
Saa stod de til evangeliet. Ivar strakte sig
