land, skoleholderen, snudde sig om, der han stod bort ved orglet for at passe paa og slaa ungerne paa fingrene, naar de tog bort paa tasterne. Uden at si et ord kom han bort og lugged Vetle-Ivar. Saa stilled han sig rolig og mørk bortved orglet igen. Han hadde hørt kviskring hele præknen derborte fra bænken; det fik være slut nu. —
Vetle-Ivar blev kogende hed; alle paa lemmen sad og saa paa ham, kendte han. Han blev aldeles ør og sank ned paa bænken. Saa begyndte han at puste tungt, med stærke rykk ned i brystet; storgraaten vilde op; men han turde ikke, han klemte paa den, det han vann.
— — At han ikke hadde biet paa mor sin! —
Men han trodde nu ikke, præsten hadde hørt det, for han præked videre i det samme. —
Han lod huen gaa rundt i haanden og skulte bort paa Teigland. Næven hans laa paa orglet, den som netop hadde lugget ham, knyttet, og lurte just paa fingrene til smaajenterne, som sad bag ham; det var saa stygt at se den stygge haanden paa de fine tasterne, som de laa hidover lig tænderne i en kam, svarte og hvide jævnsides; det sken i dem, saa blanke var de. —
Laavikj’en og Pera-Jon’en flytted sig lidt efter lidt tilbage udover mod Ivar; han skulde nu ha
