Hopp til innhold

Side:Kinck - Huldren.djvu/237

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Han tog spandet og spaen og vilde gaa. Men saa fik han se kistebeten, som var blit helt renvasket nu av den sidste regnbygen; han tog den og gik opover til smedjen med den i haanden.

Han lukked øinene. — — Nu holdt han Gurina i haanden. — — — Det gule haaret i tykke fletter, som ringed sig paa den krumme ryggen! Han hadde glemt næsten, hvordan det saa ud. Men nu mindtes han det igen. — — — Det gik et snøgt rykk gennem ham, saa han gøs over hele kroppen.

Han traakked ud i en dam i veien, øinene kom op.

— — Gaa med denne brune halvraadne fjælstumpen under armen! — Folk maatte tro, han var tussete. —

Han slængte den bort i havreageren til Baard Øiren.

— — Han trodde det næsten selv ogsaa! —

— Han satte spandet og spa’en fra sig i smedjen og gik ind i kammerset; han vilde lægge sig med det samme uden kvældsmad, han var saa vaad.

Han tog sig i siden, da han var kommet i sæng. — Ja min sandten var det blit illt, dette holdet! — —