Det dured i asketrærne og røg hvidt bortefter stengarden; det var nok en ny byge. Han snudde ryggen til igen og stod og saa paa sørgeasken. Vinden vendte bladene og sled sørgegrenene over paa den øvre side. Det var et under, at den ikke rev hvert blad helt av; ja, et og andet saa han nu alligevel maatte gi tabt; det hopped bortover og la sig ind ved stenmuren. —
— — — Pera’Jon’en fik nei, ja. — —
Slig som tankerne kom ikvæld! —
— Han spytted og gav sig til at spa igen.
— — Han var næsten ræd, han skulde bli gal att. Det maatte være den kistebeten til Gurina, som gjorde det.
— — Han arbeided ingen ljaa til far til Pera-Jon’en, hadde han svaret. — — — I begyndelsen var det svær sjau, alle skulde prøve den nye smeden, maa vide. Men lidt efter lidt faldt det hen, tilsidst blev det bare hesteskosøm omtrent, han smeded. — — Det blev denne austmanen, som ødela ham helt! — —
Han maalte dybden med spa’en; graven var dyb nok.
— Det gjorde ondt i siden, da han krøb op; — han hadde nok faat sig en skikkelig krim nu! —
