met paa kirkegaarden iaar. Han hadde nok stelt sig slig alle disse aarene, at hun blev spart; men idag hadde han da maattet ta hende, for han kunde ikke forsvare at grave op andre, de var for ferske. — Han slængte op kistebeten.
— — Besæt, at bygden ikke kunde holde ordentlig kirkegaard! — den maatte da ha raad til det — — Fillestel med den kommunen! —
Han blev staaende og se ned i graven.
— — Det var lang tid siden det, nu. — — — Der laa præstekrager over graven den natten, han var herborte — præstekrager og syregræs. — Han mindtes, hvordan syregræsset stod, saa grant, som det var idag, endda det var en 20 aar siden. — Var det ikke underligt! — —
Han hosted igen og retted sig op; der kendte han sting i den høire siden, det var blit hold alt — Han prøved med pusten. Ja, det var greit, det var hold. —
Han tog til med spa’en; han fik skynde sig at bli færdig nu, det var jo alt begyndt at mørkne. Og han likte ikke at staa paa kirkegaarden og grave ud paa kvælden. — Han tog spandet og øste ud vandet, som hadde samlet sig ned i. Saa kasted han op nogen spa’er jord, som det silte og rann av. —
