— — — — — — — — — — — — —
Ingen paa Øiren hadde set Huldr’en i smedjedøren de sidste to dagene, der han altid pleied at sidde, naar det var godveir; heller ikke nogen røg, skønt de vidste, han skulde være hjemme — han var altid hjemme, Huldr’en. — Tredje dagen bad Baard Vetle-Kari springe op og se. Men Kari hadde ingen lyst; det hjalp ikke, sa hun, for én slap saa ikke ind i smedjen hans alligevel. Og det var sandt; Huldr’en holdt smedjen støtt tillaast, naar han ikke sad i døren.
Saa kunde hun staa udenfor vinduet og lye.
Det gjorde hun, og kom igen og fortalte, at hun hørte, det smaahosted og pusted tungt indenfor.
Baard og én til gik da bort, fik smedjedøren lettet av hængslerne og kom ind. Døren til kammerset stod paa gløtt. Baard aabned den lidt mer og saa ind.
Der laa Huldr’en i sængen og smaaynked sig for hvert pust; han laa paa siden ind mod væggen, med begge hænder om pudehjørnet. Han blev skræmt, da Baard kom ind, og prøved at se bort paa døren. Saa slap han ham igen og lukked øinene.
Baard tog i ham: «Æ da noke, du ve? — — præst — — elde — —?»
