bygden og jaged regnet foran sig i lyse strimer, som gled indover paa sned, og sjøen gik med hvide rygge og spruted og brød opefter holmer og næs. — Der var slig fart i regnstrimerne, naar vinden kom hivende med dem; det plasked og det skummed bortover vandet, og susende som en foss hev de sig iland, renvasked det bare bærget i ét sekund; ustanselig videre bar det, indimod præstenøstet, som var mørkt av alt det høstregnet, det hadde maattet drikke i sig, opover landeveien, saa det gule gruset røk, over kirkegaardsmuren, dured gennem de kollete, avplikkede asketrærne rundt om, saa de stod der igen og pusted, svarte og overgit av medfarten. —
Nei, denne bygen var værre end de andre. Huldr’en snudde ryggen til og saa indover kirkegaarden, hvor bygen huserte. Den sparte ingen, rev og rusked uvorrent i sørgeasken over den gamle præsten, saa den vred sig jammerlig, sled i de hvide kors, men fik bare skyllet dem, saa det svarte «fred være med dit støv» blev endda svartere, og för saa ind imod stengarden paa øvresiden og træporten, som nu trak vand som en svamp, men i gamle dage hadde været rødmalt, — det kunde én se lige under hvert bordomfar, for der hadde malingen holdt sig.
