Denne siden er korrekturlest
En eftermiddag udpaa høsten stod en graaskægget mand paa kirkegaarden og grov. Det var Huldr’en.
— Idag var det da rent ruskeveir, med regn og storm. Slig hadde det holdt paa et par døgn; nu ja, det var nok sidste dagen dette, sydveststorm stod aldrig paa mer end tre dage i træk. —
Han skøv den gule sydvesten bag i nakken og stod og saa imod sør, der de mørke regnbygerne kom fra havet, over øen derude, som stængte, og drog indover fjorden, saa det mørkned, hver gang de kom; de svarte skyerne, som laa og vented langs fonnkanten, tæt sammenklemte, de slap taget og slog følge med, satte tvertover himlen og styred indover om kap med regnbygen; de var det, som gjorde det saa mørkt.
Tæt i tæt kom vindkastene ind mod kirke-