Videre larmed bygen frem, ind dalen, saa den tog igen de mørke skyerne fra fonnkanten, som alt var naat frem; en bar fjældnut hadde tat imod dem og hadde været kar til at stanse farten. Her hadde de presset sig sammen igen, den ene løsrevne, svarte skybeten efter den anden, til det var blit et tæt tag og mørke under, nede i dalen, hvor de haagrønne fjældgaardene laa i midten, med en vandtrukken, svart husvægg og et blankvasket helletag.
Men regnstrimerne stansed ikke her, de vilde videre indover, ta rigtig til fjælds, og vaske graa støilevægger og krokete sæterveie og veirhvitnet høifjældsgraasten, og saa falde ned i en ny bygd igen, ned i en sidedal, og begynde samme sjauen.
Og av og til sled en svart skystump sig løs fra det tætte taget over, dreied forsigtig om fjældtoppen og seiled med indefter mod sætrene. —
— Bygen var over. Huldr’en gav sig til at grave igen og kaste op vaad, gul jord. Ned i graven var vand, som seg ned fra alle kanter, saa han av og til maatte bruge et blikspand til at øse ud.
Det var i grunden ikke udeværendes for noget levende idag; men det var denne graven, som
