var viden, saa den naadde nedpaa bunden somme steder.
— — Nu søgte det ind paa ham igen, der han sad, det tog til at grøsse og værke. Han kasted sig paa rygg i græsset og hopped ud i elven; han vassed bortover. Det gik til knæs. Saa gik han op bakken paa andre siden av elven og naadde frem i veien, som gik ned til osen.
Han vendte sig opover; der var noget, som drog ham til kirken. Han gik langs op med stengærdet og stansed deroppe; Gurina laa i øvre krogen. —
— — Derover paa andre side elven bodde Huldr’en, bysmeden, som hadde greiet sig saa skidt; — nu kunde mesteren Iver Monsen Leite sidde der, nu — tosken! — og glaape og glo hid over e1ven; men han skulde ikke faa tag i ham. —
— — Han var paa jentetusk. Var han ikke det kanske? — se bare det svarte faret efter ham ned gennem slaatten og bygageren, for der var den graa duggen faldt av; — han hadde sprunget bøen og ikke veien, akkurat Som natteløberne gjorde. —
Jagu lurte han Huldr’en godt inat ligevel! — Saa tog han med sig Gurina, jenten sin, og
