Ja, den kom han vel ikke til at bruge mer; — hvad hadde han mere at gøre? — — — aa det var saa ondt! — —
Han reiste sig og vassed barhodet nedover slaatten, han brydde sig ikke om den nu. Græsset var vaadt av dugg, én hørte det paa lyden.
Han gik over veien og ud i ageren nedenfor. Der stod svale fra den friske duggen. Han stansed.
— — Hive sig paa sjøen? — — —
Han drog i bygaxene og lod duskene stryge gennem haanden.
Hive sig paa sjøen? — nei, det var saa illt. Han turde det ikke. —
— — Der kom en jægt til glidende udover paa lysstriben i vandet, med skygge i seilene. — Det var da forunderligt, saa tæt de kom paa hinanden i kvæld! — — Var vel mange iaar, som reiste nordover paa sommersfisket. — — —
Han gik lidt til, traakked sig frem gennem bygageren nedover til e1ven, hvor han satte sig i det vaade græsset paa kanten, med benene ned i vandet; det gled sagte nedover og trak i græsstraarne langs bredden, som laa udover; men av og til risled det, der det gik i smaasten og sand, for det hadde været tørke nu en tid, og elven
