le’en; — det var ikke nogen greie paa det; — men sjø var der. — —
Det var, som han vented paa noget, han fik ikke fred; og det værked op i hodet. Derfor kunde han ikke gaa ind og lægge sig nu.
— — Slige underlige rykk, som for gennem ham, kolde, saa det gøs; — nu nett hadde han samme følelse som vinterkvælden, før han reiste, da ungdommen aptes med ham og slængte ham i veiten, og Teigland kom. —
— — Og saa saa han op igen Per Øfsthus, som gled nedover langs ageren for at købe ljaa. Det dirred over hele kroppen.
Saaledes kom det frem, det ene efter det andet, og skalv nedover ryggen og blev borte, med et saar, som blev igen i hjernen. Op igen kom det, det vilde ikke slippe ham saa let.
Søndagen paa bærgskolten og det, som fulgte efter — inde i præstegaarden! — — Det grøssed gennem ham igen.
Ikke levende fred! — — det var som klægg, som stak; — bare et lidet bil, saavidt det fik revet i ham; og saa føg det.
Aa det var saa ondt! — det var, som hodet skulde sprænges. —
— Han saa ind i smedjen, hvor slæggen laa.
